Astronomiens udvikling i meget korte træk - Forhistorien: Oldtid og middelalder

Astronomi Mellemøsten Grækerne Middelalderen Kirken	Videnskab i øvrigt
	Mellemøstens astronomi var i oldtiden tæt vævet sammen med religion og dagligdag. Det var mellemøstens (præste)astronomer, som gav os ugens syv dage.
	Grækerne Aristoteles (384-322 f.Kr.) skabte det geocentriske verdensbillede, som blev enerådende i Europa indtil midten af 1500-tallet. Han opfattede verden sådan: I midten hvilede Jorden, som var rund. Uden om Jorden svævede Sol, Måne og de fem kendte planeter i hver deres gennemsigtige kugleskal, sfære, og derudenfor var fiksstjernehimlen som en kugleskal med stjernerne sat fast på. Alt dette kredsede om Jorden på et døgn. Ptolemæus (ca. 100-ca.170) satte matematik på Aristoteles' model. I bogen Almagest finpudsede han systemet så godt, at det holdt de næste 1.500 år. For at få teorien til at passe med observationerne blev der indført nogle hjælpeværktøjer, først og fremmest epicykler, cirkler som bevæger sig på cirkler. Herved kunne uregelmæssighederne i planetbevægelserne forklares samtidig med at den jævne cirkelbevægelse blev opretholdt.
	Middelalderen. Med det vestromerske riges undergang i 400-tallet gik de græske skrifter tabt for Vesteuropa indtil de blev 'genopdaget' via kontakten med araberne, som havde oversat de græske skrifter til arabisk. Perioden betragtes normalt som en videnskabeligt tilbagegangstid for Vesteuropa - et sysnpunkt, som middelalderforskerne dog stiller store spørgsmålstegn ved. Et tegn på manglende astronomisk interesse i middelalderen ses i, at en supernova i 1054 bl.a. blev observeret i Kina, men ikke omtales i de europæiske kilder. Supernovaresten er den meget smukke Krabbetåge i stjernebilledet Tyren. Billedet vises med tilladelse fra ESO, European Southern Observatory
	Kirken, dvs. den katolske kirke - reformationen havde ikke fundet sted endnu - ønskede indflydelse på flest mulige områder i samfundet. Kendt er investiturstriden, hvor både kirken og de verdslige myndigheder, konge og kejser, hvædede deres ret til at udnævne embedmænd; striden løb gennem store dele af 1000-tallet og endte med et kompromis på kirkemødet i Worms i 1122. På det naturvidenskabelige område var kirkens synspunkter naturligvis i overensstemmelse med Bibelen, men Bibelen udtaler sig (stort set) ikke om astronomiske forhold. Thomas Aquinas (1225-74) var blandt de teologer, som tog udgangspunkt i Aristoteles' skrifter, og han blev medvirkende til, at kirken overtog Aristoteles' verdensbillede.