Oldtid og middelalder

Oldtidens verdensbillede

Grækerne var et handelsfolk, der kom i kontakt med mange mennesker. Det gjorde dem åbne og nysgerrige over for forskellige måder at tænke på. Ligesom andre folk havde grækerne guder, der havde skabt en bestemt verdensorden, et kosmos. Her gjaldt næsten de samme regler for guder og mennesker, for grækernes guder var mere menneskelige end de fleste andre oldtidsfolks.

Den orden, som guderne havde skabt i kosmos, kunne menneskene ifølge grækerne afsløre ved tankens hjælp. Med tanken og øjet som de eneste redskaber nåede flere græske filosoffer frem til, at Jorden befandt sig midt i et lille, overskueligt univers, som en stjernebesat himmel hvælvede sig om. Omkring Jorden kredsede Solen, Månen og de fem kendte planeter.

Med forskellige variationer bestod dette harmoniske og symmetriske verdensbillede i næsten 2000 år. Sammen med store dele af den øvrige græske viden om naturen blev det overleveret til resten af Europa og den arabiske verden.

I himlen og på Jorden

De græske tænkere forsøgte at kortlægge både himlen og Jorden. Ptolemæus var en af de sidste græske naturfilosoffer. Han levede i Alexandria i Ægypten omkring 100-170 e.Kr. Byen, der oprindelig var grundlagt af grækerne, var berømt for sit bibliotek, som romerne siges at have ødelagt. De havde nemlig gjort Alexandria og resten af Grækenland til en del af Romerriget.

Ptolemæus' bøger og kort byggede dels på ældre græske filosoffers oplysninger, dels på endnu tidligere viden om matematik og astronomi, som grækerne havde overtaget fra sumerere og ægyptere. Ptolemæus var ikke selv nogen stor nytænker. Men han samlede meget af den græske naturvidenskab i bøger, som blev oversat og kendt i store dele af verden.

Ptolemæus' kortlægning af himlen og Jorden blev brugt i mere end tusinde år. Stjernebilledernes græske navne bruger vi stadig. Og da Columbus i 1492 sejlede ud for at finde en genvej til Asien, var det en nyere og revideret udgave af Ptolemæus' gamle verdenskort, der førte ham til et helt ukendt kontinent.

Allerede de gamle grækere

De fleste græske naturfilosoffer dyrkede det, vi kalder grundforskning. De var nysgerrige efter at vide, hvordan naturen var indrettet. Bestod verden af vand, som Thales mente, eller af atomer, som Demokrit foreslog? Og indeholdt mennesket fire væsker, der helst skulle være i balance, som Hippokrates sagde?

Enkelte grækere var dog "projekt-forskere". De havde også et praktisk mål med deres undersøgelser: at vise naturens kræfter i opfindelser. De fleste af disse opfindelser var dog kun en slags legetøj. Heron fra Alexandria byggede fx verdens første dampmaskine: en kugle, der roterer ved hjælp af kraft fra vanddamp. Men kun få af hans opdagelser blev udnyttet praktisk, måske fordi man havde slaver til at udføre hårdt, fysisk arbejde.

Archimedes, der boede i Syrakus på Sicilien, var ikke blot en stor matematiker, men også en dygtig tekniker. Hans vigtigste opfindelse var en "snegl", der kunne bruges i vandingsanlæg. Arkimedes fandt også ud af, hvordan man med en løftestang kunne flytte rundt på tunge ting.

Praktisk viden eller leg med tanken

Længe inden grækerne havde indledt deres forsøg på at forklare naturen, var bl.a. ægyptere og sumerere nået langt i udnyttelsen af dens kræfter. Men de spurgte ikke om, hvorfor disse kræfter fandtes. De kunne forudsige en måneformørkelse, men ikke forklare hvorfor den fandt sted. Det sidste var gudernes sag. Ægypterne kunne dele dagen ved hjælp af et solur, men Solen selv var for dem et guddommeligt billede.

De græske tænkere havde lært meget af ægypterne og babylonerne. Men de tog sjældent guderne med i deres udforskning af naturen og universet. Guderne havde måske nok skabt det hele som en slags håndværkere. Men det var menneskenes sag at finde ud af sammenhængen.

Mens ægypterne brugte deres viden om trekantens natur til at bygge pyramider, skabte grækerne teorier om trekanten som abstrakt form. Og mens sumererne brugte matematik til at føre regnskaber og lave astronomiske beregninger, søgte grækerne efter de matematiske love, der styrer naturen. Det er nok denne evne til abstraktion, som er grækernes vigtigste bidrag til naturvidenskaben.

Lægeløftet har græske rødder

Den græske læge Hippokrates indstiftede "den hippokratiske ed", hvor en læge sværger at tjene sine patienters bedste. På Hippokrates' sygehus på Kos lærte hans elever, at sygdom skyldtes ubalance i kroppens fire væsker, som svarede til naturens fire elementer - luft, vand, ild og jord. Den samme slags tanker om sygdom og sundhed fandtes i Indien og Kina. Hippokrates lærte sine elever at stille en diagnose og lave en prognose - en forudsigelse af sygdommens forløb.

Andre steder i verden forsøgte man også at kurere sygdom. Enten med forskellige former for kirurgi, som fx trepanation, hvor der bores et hul i kraniet, så sygdom eller onde ånder kan slippe ud. Eller man brugte planter eller andre stoffer, som man mente kunne helbrede bestemte sygdomme.

Slog alt andet fejl, vendte man sig nogle steder til guderne med besværgelser og trylleformularer. Det kunne virke trøstende for den syge - som en slags psykoterapi. Det gjaldt fx i Ægypten, hvor lægeguden hed Imhotep. Han var oprindelig arkitekt og læge, men blev siden guddommeliggjort.

Krudt, kuglerammer og himmelkugler

Det var ikke kun ægyptere og babylonere, de gamle grækere stod på skuldrene af. I Kina og Indien var der også dygtige matematikere og astronomer. Inderne opfandt fx det lille runde 0, som kom til at revolutionere matematikken. Deres måde at regne på er baggrund for det talsystem, som arabiske handelsmænd bragte til Europa i 1100-tallet. Det er det system, vi bruger den dag i dag.

Kinesiske oldtids-astronomer opdagede, at Solen har mørke pletter. De registrerede i 240 f. Kr. Halleys komet, der ses hvert 76. år. I Kina indrettede alkymister det første laboratorium. De ville finde en medicin, der kunne kurere alle sygdomme. I stedet opdagede de alkohol, salmiak, krudt, m.m. Kina var dengang teknologisk supermagt.

Men kineserne holdt op med at stille spørgsmål til naturen. Måske fordi deres største filosof Kungfutse mente, at man skulle adlyde herskere og ældre og ikke sætte spørgsmålstegn ved noget. Måske var det derfor, det ikke blev kineserne (eller inderne eller ægypterne) der kom til at præge naturvidenskaben på længere sigt.

Middelalder

Ordet middelalder blev opfundet af folk, som syntes, at der var en mørk tid mellem antikkens græske og romerske kultur og videnskab, og renæssancen, der betyder genfødsel af antikken.

Den periode, som de kaldte middelalderen, er årene fra omkring 500, hvor Romerriget går i opløsning, til omkring 1400-1500, som er renæssancens århundreder. I Danmark regnes middelalderen fra omkring år 1000, hvor landet bliver kristent og indgår i det store, katolsk-europæiske fællesskab, til reformationen i 1536.

Mens middelalderen i de senere år har fået oprejsning som en socialt og kunstnerisk blomstrende periode, så var nogle af dens århundreder mørke for naturvidenskaben. For da Romerriget blev delt i en østlig og vestlig del i slutningen af 400-tallet, gik de græske værker og den græske tænkemåde tabt for Vesteuropa. Det betød en stilstand i naturvidenskabens udvikling.Til gengæld overlevede de antikke værker i de islamiske riger, der blev dannet efter den arabiske erobring af store dele af den østlige verden. Disse bøger kom til Europa i 1100-1200 årene, hvor også de første europæiske universiteter blev grundlagt.

Jorden styres fra himlen

Gud tronede over hele verden i middel-alderens verdensbillede. Han havde selv skabt universet og alt liv på Jorden. Derfor var det ham, der kunne svare på alle spørgsmål om naturen. De arabiske folk, der i løbet af 600-700-tallet erobrede store dele af verden, havde tilsvarende tanker om deres gud.

Men i begyndelsen havde de arabiske herskere ikke noget imod forskning og filosofi. I Bagdad blev der blev bygget en variant af Platons Akademi, og her begyndte man at oversætte de græske værker om matematik, astronomi og lægekunst til arabisk. Arabiske videnskabsmænd byggede videre på grækernes tanker og blev fx dygtige kirurger og astronomer. Men også hos araberne var det Gud, der styrede alting.

Den græske filosof Demokrit hævdede i 400-tallet f.Kr., at Gud ikke havde noget at sige om hverken naturen eller menneskenes liv. Fremsatte en europæisk naturforsker en sådan udtalelse, kunne det helt op i 1600-tallets Europa koste ham døden på bålet.

Middelalderens tekniske revolution

Middelalderens Gud havde ikke noget imod tekniske færdigheder. Han udøvede dem selv, da han skabte Jorden, og i middelalderen skete der mange tekniske fremskridt. Men kun få af dem medførte nærgående spørgsmål om naturen.

Man begyndte fx at tælle timer og dage, uger og måneder med forskellige former for kalendere og ure. Det gjorde det lettere at planlægge såning, høst og kirkelige højtider. Man udnyttede vind- og vandkraft i møller, hjulploven fordoblede høstudbyttet, og da man fik krudt fra Kina, blev der fremstillet kanoner til krigsbrug. De nye, tekniske kræfter var en nyttig afløsning for slaveriet, som kirken var imod.

Måleinstrumenter som sekstant og kompas blev brugt ved sejlads, og astrolabiet også ved måling af himmellegemernes højde over horisonten. Astrolabiet var oprindelig en gammel græsk opfindelse. Men araberne forsynede det med en slags breddegrader og drejeligt stjernekort, og i deres udgave nåede astrolabiet til Europa.

Den sorte død dræber millioner

I 1348 kom der pest til Europa fra Asien. Pest findes i flere udgaver og er ekstremt smitsom.Tilnavnet den sorte død skyldes, at indre blødninger farver patienternes hud mørk. På få år var måske en tredjedel af Europas befolkning død af pest. Man vidste dengang ikke, at sygdommen blev udspredt af rotter og deres lopper.

Der var ingen behandlingsmuligheder, kun Gud og de pestsyges helgener St. Sebastian og St. Rochus kunne måske hjælpe. Pestepidemier fortsatte med at plage Europa helt op til 1700-tallet. Først i 1894 opdagede man pestbakterien, og herefter gik der næsten 40 år, inden man fandt en effektiv behandling.

Ud over pest ramtes middelalderens mennesker af kolera, tyfus, spedalskhed, mæslinger, kopper, difteri og andre infektions-sygdomme. De fleste af de store, dødelige sygdomme skyldtes bakterier. Men selvom bakterierne først blev påvist i 1800-tallet, kendte middelalderens læger til betydningen af renlighed, god kost og isolation af syge.

Holistisk syn på krop og sygdom

I 1000-tallet blev der i forbindelse med et berømt lægecenter i den italienske by Salerno oprettet en skole, som tilbød en fire-fem årig læge-uddannelse. Da skolen ikke var underlagt kirken, var der her bedre muligheder for at forske i kirurgi, idet kirken var modstander af dissektion.

Skolens principper byggede på den græsk/romerske opfattelse af sundhed og sygdom: det gjaldt om at holde kroppen i balance ved at spise og drikke sundt og ved at foretage sig ting, man blev glad af. "Helsedigtet fra Salerno" giver gode råd herom: man skal glæde sig ved piger og sang, nyt tøj, elskov og god mad og drikke - dog kun i mådelige mængder.

Kombinerede læge- og kogebøger med brug af lægeurter og tilberednings-metoder, der dræbte bakterier, fandtes også i den danske middelalder. Den ældste er fra Sorø kloster, der også havde tilknyttet et hospital. Det samme havde andre klostre både her og i resten af Europa, hvor forskellige ordener tilbød de syge gratis kost, logi og pleje.

Igler, åreladning og kopsætning

Den græske lægekunsts hovedtanke var, at legemet bestod af fire væsker, der svarede til naturens fire elementer - og som gav sig udslag i fire forskellige temperamenter. Denne ide blev videreudviklet i Romerriget, bl.a. af den kendte læge Galen.

Galen var en dygtig anatom og kirurg - han foretog dissektioner på dyr og gættede sig herfra til, hvordan der så ud inden i et menneske. Af og til gættede han forkert, men hans studier bidrog til større viden om anatomi. Det var dog ikke først og fremmest den viden, Europa overtog, men ideen om de fire kropsvæsker, som skulle være i balance.

Det medførte, at patienter blev tappet for blod, selv om de var svage, og at betændelse blev anset for et sundheds-tegn. En diagnose blev bl.a. stillet ved at undersøge patientens urin. Af behandlinger kunne tilbydes åreladning (bl.a. ved igler), kopsætning, der skulle suge sygdom ud af kroppen, urtemedicin, bortskæring af bylder og sidst i perioden brænding af sår og amputationer