Næste

Lige siden den sorte død (1348-53) havde store dele af Europa med få års mellemrum været hjemsøgt af pest og andre dødelige epidemier, der bortrev store dele af befolkningerne. Christian IVs pestforordning blev til på baggrund af nylige epidemier i Danmark 1599, 1601, 1608, 1619 og igen i 1620. Og værre var i vente: Den blodige 30-års krig, som allerede havde raset i flere år syd for Danmark, ledsagedes af epidemier, der krævede langt flere ofre end kampene på slagmarkerne. Den krig skulle Chr. IV trække landet ind i foråret 1625.

Regenten ønskede at bringe sit land, sit folk og sin autoritet så vel gennem epidemierne som muligt. Men mulighederne var ringe: Bøn til Gud, adskillelse af de syge fra de raske dvs. karantæne og isolation, omsorg for de sygdomsramte fattige, hjælp til at begrave de døde samt forordninger mod tyve og plattenslagere, som havde frit spil, når pesten hærgede og befolkningen var opskræmt og øvrigheden, de rige og de uddannede var flygtet.

Men da pesten i foråret 1625 igen for alvor satte ind i Chr. IVs København, var billedet det samme: Øvrigheden og de rige og professorerne flygtede ud af byen, hoffet flyttede til Kolding, medens lovløshed og hæmningsløse udsvævelser bredte sig udover byen.