Bogens Verden 1994 nr.1
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Kaj Munks karyatider Af Per Stig Møller
I 50-året for clearingmordet på Kaj Munk blev mange klicheer om præsten og forfatteren atter fundet frem. Folketingsmedlem Per Stig Møller går her bag om klicheer og myter
Det er en kendt sag, at Kaj Munk ikke beundrede demokratiet. Den sidste tekst i hans artikelsamling Mellem Himmel og Jord, 1938, er ganske karakteristisk for hans opfattelse af det. Heri kaldes Stauning "den sidste Stormand i et System, der vakler paa Gravens Rand". Om end Munk godskriver statsministeren, at landet under hans "besindige Førerskab" har gennem gået "en lykkelig, lykkelig udvikling", forekommer kong Christian X ham dog "danskere", fordi kongen i afgøende øjeblikke opererer med Vorherre, mens Stauning står "saa underlig fattig og marxistisk udenfor". Netop troen på Gud lå bag J.C.Christensens evne til at rejse sig efter sit fald, formoder Munk i Foraaret saa sagte kommer, hvori han kalder J.C.Christensen "en Eg med Pælerod dybt i Danmarks Muld" og respekterer ham som "en af Danmarks store Sønner". Bortset fra disse demokratiske førere er der ikke meget at råbe hurra for i det danske demokrati. Det består af Døgnfluepolitikere og politiske Pensionister, der træffer livsvigtige afgørelser ved at stikke en finger i vejret "som Børn i en Skolestue". De har ikke fattet, at den tid "der nu er inde er de store Syners og stærke ideers Tid", og den skal Danmark gå i møde ved at forestå en samling af Norden til ét rige med i hvert fald fælles stats- kirke- og undervisningsministre, fælles hoved stad i Skåne og "en Bro over Sundet"!Men Munk anviser ikke vejen, kun målet. For ham må der gerne fremstå folkeførere af det demokratiske system, som kan gennemføre de vældige ideer. Han har blot ikke tillid til partierne. Han kunne i hvert fald ikke finde ud af, hvilket parti han skulle stemme på "for at gavne Danmark mest", skrev han i Dansk Samlings valgavis, "Øjeblikket", i marts 1943. Derfor havde han ikke stemt tidligere, men i den givne situation anbefalede han Dansk Samling mere som en folkebevægelse end som et parti. Efter krigen kunne man så stemme "venstre eller socialdemokratisk, eller hvor I synes".
Kaj Munk udtryte det således efter valget i 1943: "Så kom Dansk Samling og gav os en Mulighed for at stemme for Danmark. Vi greb den med tak. Dansk Samling er ikke et parti. Vi gentager: det er en Folkebevægelse. Man kan være Venstre, Socialdemokrat, ja, endog retsskaffen Radikal, og se, Dansk Samling har sin danmarkshistoriske Opgave nu. Om vi siden vandrer tilbage til vore gamle partier eller uden for partierne, eller om Dansk Samling bevarer og uddyber sin Mulighed for fortsat at spille en Rolle, er en Sag for sig. I Dag har vi alle brug for Dansk Samling, og Dansk Samling er lykkelig ved at kunne tjene os i Dag."
Forholdet til demokrati og flertalsafgørelser tumler han med allerede i sit første skuespil, Pilatus, som han skrev i 1917 og fik trykt i 1937. Det sker, da Nikodemus opsøger Pilatus for at få denne til at afgive det løfte, at Jesus' skæbne skal afgøres ved en afstemning blandt de forsamlede jøder. På baggrund af modtagelsen af Jesus Påskesøndag er Nikodemus sikker på, at dette vil betyde frelsen for Jesus. Han får løftet, men han har underkendt den politiske manipulator Kaiphas' evne til at påvirke folkestemningen. I en tale til folket, som svarer til Antonius' i Shakespeares Julius Cæsar, får Kaiphas stemningen til at svinge om, så folket til Pilatus' overraskelse foretrækker at få Barrabbas fri og Jesus korsfæstet. Efter henrettelsen af Jesus indser Nikodemus det forkerte i at tro på, en demokratisk afgørelse vil støtte sandheden: "Blind var jeg, blind og gal, jeg kunne tro, at noget Flertal vilde elske Jesus, at Mængden, den nysgerrigt maabende, et Frelser-hjertes Varme skulde fatte".
Just folkeflertallets dom over Jesus anfører kupmageren Willi Kuhn i det lille stykke, Operationen, som eksempel på, at flertalsstyre ikke duer. Det blev først trykt i 1942 i Med Sol og megen Glæde, men Kaj Munk anfører, det er skrevet i 1920. "Påskekrisen" synes også at have inspireret en del af handlingsgangen, idet kongen indsætter en regering af kloge folk efter at have ophævet demokratiet og sat partipolitikerne fra regeringsmagten. På vejen til magten ofrer Willi Kuhn både folkets fred og frihed, men hyldes af alle i slutscenen som den statsmand, der forenede landet. Ikke mindst udtrykker den tidligere partipolitiker og undervisningsminister Sejselnoch sin beundring for Kuhns handlinger. Navnene er sigende . Politikeren er egoist og diktatoren en kyniker. Politikerne er medløbere, og folket svajer hid og did. Derfor måtte Kuhn tage magten, som ingenlunde gør ham lykkelig, for han tror ikke på menneskene. Willi Kuhn er Nikodemus, der har taget konsekvensen af sine erfaringer med folkeflertallet. Han er en idealist på den måde, Kaj Munk beskrev typen i artiklen "To Diktaturstaters to Overgreb" fra Himmel og Jord:
"Livets Pris for den enkelte som for en Nation er Risikoen - Risikoen for alt Fangenskab, Lemlæstelse, Død. Og Livet er Selvudfoldelse, hvor den, der mest uforfærdet gaar ind under Risikoen, har Muligheden for at naa højest og længst".Hvis nu Munk var en fuldblods diktator-dyrker, skulle disse højde- og længdespringere ende som harmoniske og lykkelige mennesker. De har jo udfoldet sig selv og sejret. Men det gør de ikke. I sejren møder de nederlaget, mens deres ofre sejrer i nederlaget!I Pilatus ender Kaiphas ikke som sejrherre; thi efter at Johannes Døberen har vist sig for dem, forstår Nikodemus og Pilatus, at de blot har været redskaber for Gud og dermed formidlet Jesus' store sejr over Kaiphas, der efter denne oplysning ængsteligt stiller slutspørgsmålet "Hvordan?" Taberen er vinderen.
Willi Kuhns magtvilje stammer fra ulykkelig kærlighed til en kvinde, som foretrak hans bror, en demokratisk politiker, for ham. Han er ingenlunde noget nietzscheansk overmenneske, men en ulykkelig person. Dermed leverer Munk en næsten freudiansk psykoanalyse af magtmennesket, som kompenserer sin manglende kærlighedsopfyldelse gennem magtudøvelse. Da folket slutteligt hylder ham, trækker han sig tilbage fra balkonen og sætter sig i en stol: "Glimt af Smerte? eller af Spot? - hvem ved det? - jager hen over hans Ansigt, hvergang hans Navn bæres ind til ham", står der i den sidste regibemærkning.
Både smerte og spot fylder tillige Munks første, store diktator-skikkelse, Herodes i En Idealist fra 1928. Også han kompenserer. Han nedstammer fra Esau og vil have hævn over Jakobs- og Davidsslægten, som har siddet på tronen, siden Esau solgte sin førstefødselsret for et fad linser. Og han vil tvinge hustruen Mariamne til at elske sig, hvad hun gør, uden han forstår det. Dertil er han for usikker på sig selv. Efter at han har henrettet hende på baggrund af falske anklager for utroskab, stiger hans vildskab og kompensationsbehov. Som en anden Stalin få år efter har Herodes selv overværet hele den iscenesatte retssag. Herodes er en snu fører, som fører sit land frelst igennem verdensbegivenhedernes tumulter, så det ved hans død er større, end før han overtog magten. På det politiske plan er han en ubetinget succes. Han er anerkendt og respekteret i Rom og frygtet i Israel, som han forandrer efter behag. Anlægger havne, opretter byer og opfører templer, selv om folkets repræsentanter gerne er imod, men han ved at manipulere med dem. Enhver, der kommer ham på tværs, myrdes. I sin selvudfoldelse er han umådeholden, og han hader det græske ord "mådehold".
Hans umådeholdne kærlighed til hustruen dræber denne, som hans umådeholdne kærlighed til Israels storhed dræber israelitterne. Hans sejre er folkets nederlag. I sin dødskamp siger han til jøderne: "Jeg har været som Jahve for jer...", og berømmer sig af at have løst en opgave, kun han kunne løse: "at styre saadan, at det aabenlyst blev til Verdensberømmelse for min Kongedygtighed, men i Løndom til Undergang for mit Folk". I Herodes' psyke er Hitlers og Stalins foregrebet. Herodes spotter sine ofre: "Hører I Mødrene hyle i Bethlehem? Det er Musik i mine Øren". Idealisten er en menneskelig krøbling, som afreagerer sine indbildte og personlige nederlag gennem en total og hæmningsløs magtudfoldelse. Jo mere folket finder sig i, jo mere bliver han bekræftet i sin foragt for det.
Et modstykke til denne magtudfoldelse udgør Samson. Han straffes af Gud for sit overmod i stykket Samson, der er skrevet i 1917 og trykt i 1949. Under sin elendighed i Gaza afviser han pure at bruge sin genvundne styrke med ordene: Jeg bryder mig ej om Magt". Han anvender først sine Kræfter, da han forstår, det er Guds vilje, hvorpå han styrter templet og befrier sit folk. I afmagten følger han Guds styrelse og besejrer de magtfulde, hvis overmod fører til deres undergang.
Kaj Munk ville hverken det alt for jordbundne og træge demokrati eller det alt for stræbende og hensynsløse diktatur. Det fremgår af grækeren Eurykles' udsagn om, hvilke søjler der skal anvendes i Herodes' tempel. Det skal hverken være de doriske, som er for lidt himmelstræbende og for stærkt prægede af "den klæge, madtunge Muld", eller de ioniske, som "kun har Higen, men ikke Kraft nok til at hæve sig i Flugt, resulterende i en stadig Truen med Sammenbrud og Fald". De bærende søjler skal være karyatider, siger han, der på stedet afvises af alle de sagkyndige.
Karyatider. Kvinder, som holder det hele oppe. Der ligger Munks modmagt. Det var fraværet af en kærlig kvinde, der forvandlede demokraten Willi Kuhn til diktator. Det var savnet af Mariamne, som fik Herodes til at gå amok. Derimod ender Pilatus som et harmonisk menneske, fordi han har sin Julia og hendes fortrøstning til sandheden i Jesus ved sin side. Og efter at have opfyldt Guds vilje synker Samson sammen i Rebeccas arme. Hun, som han vragede til fordel for Dalila, men som altid elskede ham og med sin kærlighed søgte at værne ham og israelitterne.
Over for Herodes' og Dalilas kærlighed, som dræber, sætter Munk Mariamnes og Rebeccas, som værner. "Sådan et lille hjælpeløst Barn", siger Mariamne som forklaring på sin moderkærlighed til den barnløse, giftige Salome, "ja, det er Almagtens største Naade imod et skrøbeligt Menneske at gøre det til Tjenerinde for Afmagt, det er jo at give det Almagt selv". Mariamne er en karyatide, som fjernes med vold, hvorefter templet braser ned over Herodes. Det er afmagten, som bliver til almagt. Netop moderen med barnet giver den aldrig besejrede Herodes hans første nederlag i dødsscenen, hvor han henter en kvinde med hendes lille barn op til sig og giver det hans kongskappe uden at ane, at han giver den til Jesus-barnet, "Davidssønnen, Jødernes Konge". Jakobsætten er atter på tronen og hans livsværk er sunket i grus. Den mest magtesløse har fældet den mægtigste. Gennem kvinden og barnet har kærligheden og sandheden sejret. Volden og magten har tabt til troen og afmagten.
Den samme skæbne overgår Munks diktator-kansler i Sejren. Et Skuespil om Verden i Dag, 1936. Som Kuhn i Operationen og Richelieu i Kongen og Kardinalen (1930, trykt 1948), har den stortskuende, fædrelandsbevidste kansler Alexi taget magten over en svag konge og et splittet folk. Han har forenet landet, givet det sejre og er til siut som Herodes anerkendt af alle verdens magter.
Stykkets reference er Mussolini og Italiens krig mod Ethiopien (Abessinien). I denne krig har kanslerens ene søn taget sig eget liv for at undgå at blive sendt i krig, den anden er blevet kastreret under sit fangenskab hos ethiopierne, hvis middelalderlige brutalitet Munk gjorde opmærksom på i sin artikel "Det sete afhænger af Aviserne" (Mellem Himmel og Jord). Hvis nu aviserne havde skrevet om slaveriet og overfaldene på "kraftige fribårne Mænd og smukke unge Piger", havde alle forlangt indgreb mod det kristne Ethiopien, for pressen er vor tids eneste stormagt, det tyvende århundredes pave, skriver Munk. Uanset dette opfatter Munk Mussolinis angreb på landet som "en Skurkestreg" og tilsiutter sig ophidselsen over "den ukalkede Brutalitet, han lægger for Dagen i Abessinien-Spørgsmaalet", men han fastholder, at Mussolini har været Italien "en Frelser i Nøden, Europa en Statsmand af Fortidsformat, vor Tids eneste Geniale".
I en efterfølgende artikel om "To Diktaturstaters to Overgreb" tager han afstand fra såvel Mussolinis overgreb på Abessinien som fra Hitlers overgreb på jøderne, men han foreholder danskerne, at de midt i deres forargelse over de hvides overgreb skal huske på, at "Hele Europas høje Levefod staar paa de farvede Folks Nakke", hvad man så også bør være imod, hvilket Munk selv er. Af dette reale koloniseringsforhold har Mussolini taget konsekvensen ved med magt at sikre sig oliekilderne og dermed pengene. "Og den, der for Alvor har et Ideal, spørger kun om det og ikke om andet. Han spørger ikke om Menneskeliv, han spørger end ikke om Retfærdighed". Hvis man modsat Mussolini har menneskeliv og retfærdighed som ideal, må man drage til Addis Abbeba "for at gøre Front mod Fascisterne, naar de rykker frem", foreholder han demokraterne. Man må være villig til at sætte liv og livet ind for sit ideal, hvilket demokratierne unægtelig tøvede med i 30erne. At de alle ville protestere og Folkeforbundet holde møder uden at gøre noget, forudser kansleren i skuespillet. I modsætning til demokratierne har han viljen til at handie og sætter sin families og sine italienske undersåtters liv ind. Men han gør det mod sin ungdoms idealer og sin hustru Angelicas og pavens bønner. Han er "Guden for Brutalitet", siger han til slut, "Frelseren er jeg, Roms Ægtefælle, Guden Augustus, hvis Styrke er Ret, hvis Vilje er Lov". Til erstatning for sin hustru, der forlader ham i protest, tager han en elskerinde, og til værktøj for sit nationale mål tager han sine sønner og sit folk. Hans kærlighed avler død, mens hustruens kærlighed består i at beskytte sine børn og værge de værge1øse. Mens de endnu lever i fred kalder kansleren hende sin "Kraftkilde" og kærligheden til hende sit "Alter". Hendes alter er kristendommen med dens femte og syvende bud. Fordi han netop viser sig villig til at overtræde disse bud, forlader hun ham. Uden hende er hans forankring i troen og kærligheden taget bort, og begiven- hederne driver rundt med ham.
Da kardinalen i slutscenen erklærer ham sindssyg, svarer han: "I saa Fald er jeg den Stærkeste. Alle de Kloge kan flytte Brikker, men en eneste Gal slaa Spillet omkuld".
Omkuld bliver spillet slået, just som han skal gå ud på balkonen for at lade sig hylde for sejren over Ethiopien. Angelica vender nemlig tilbage for at afholde ham fra at gå ud til hyldesten. Med sig har hun datteren, der spørger, om det er rigtigt, han har blod på hænderne? Angelica vil have ham med sig, væk fra magten for derved at undgå "Forhærdelsen" med "nye Krige, Blod uden Ophør". Men kansleren fremturer og vælger magten, hvorpå hun stikker kniven i ham og sig selv. Den magtesløse har slået spillet omkuld og midt i hans største sejr taget sejren fra ham.
Ind på scenen træder en munk, som ved synet af de to døde siger skuespillets slutord: "Kun gennem Dødens bitre Lutring naar Sjælene frem til den - Barmhjertighed, der skænker de Vildfarne Hvilen og Sejr til de Slagne". Munken har i sin ungdom elsket Angelica, som imidlertid foretrak idealisten Alexi. Han blev siden pave og dukker i stykket op forklædt som munk for at advare Alexi mod at gå i krig. I modsætning til Alexi forblev Angelica og paven tro mod deres ungdoms idealer, mens Alexi for vild i verden. Alligevel er pavens/munkens slutord blevet fortolket, som om Kaj Munk trods alt velsignede kansleren, men det er forkert. Den vildfarne, der får hvile gennem døden, er kansleren. De, som sejrer gennem døden, er Angelica og den faldne søn. Ved at ville krigen ofrede kansleren kærligheden på krigens alter. Ved at berøve ham sejren, sikrede Angelica ham kristendommens barmhjertighed.
Kan Kaj Munk nok i sine artikler forsvare og forklare diktatoren, fordi han samler folket omkring et stort mål, kan han ikke forsvare brutaliteten og barbariet. At demokratierne netop lod den slags passere, viste deres svaghed. I modsætning ti diktatorerne svigtede de deres idealer. Hvis P. Munch er lige se overbevist i sin sag, som Mussolini er i sin, må han jo afsted "med en Bombe", skrev Munk i artiklen "To Diktaturstaters to Overgreb".
Det andet overgreb er nazisternes behandling af jøderne, og den anden diktaturstat er Nazi-Tyskland under Hitlers ledelse. For Munk er Tyskland og Hitler ikke identiske. Endnu i 1938 beklager han, at Hitler ikke lever evigt og ikke er almægtig, for det er ikke så svært at holde af Hitler, det er meget sværere at holde af tyskerne. Nazismen kalder han "Aanden fra Helvede" i artiklen "Det kristenfjendske Tyskland", hvis jødeforfølgelser fylder ham med oprør. "Det er stort at være Arier, men det er dog endnu større at være Menneske", foreholder han nazisterne, alt mens han bebrejder den danske offentlighed, at den er mere optaget af Abessinien end af jødernes skæbne, skønt alle kristne lande burde fortælle Tyskland, "at det maa regnes for staaende enten i Revolutionstilstand eller udenfor Civilisationen, saa længe grove Krænkelser og raa Overfald tolereres af Myndighederne". Hvis ikke Hitler stopper den "epileptiske Forfølgelse af en hjælpeløs Flok", ved man, "hvad og hvem Hitler er".
Hitler standsede ikke jødeforfølgelserne, og Kaj Munk skrev Han sidder ved Smeltediglen. Stykket blev opført med succes i 1938, og bogudgaven kom hurtigt i 11.000 eksemplarer. Forrest i den satte Munk en henvisning til Bibelens 2. Kor. 12, 9b, hvor Gud siger til paulus: "Min Naade er dig nok; thi i Magtesløshed udfolder min Kraft sig helte Udtrykket "Smeldediglen" stammer såvel fra Ingemanns salme, Den store Mester kommer", som fra profeten Malakias 3,3, hvor Gud "renser Levis sønner, lutrer dem som guld og sølv, så de kan frembære offergave for Herren i retfærdighed".
Efter jødelovene var de mest magtesløse i Tyskland Jøderne. I skuespillet fremstilles deres magtesløshed. De må hverken have akademiske stillinger eller gifte sig med ariere. Intet af dette anfægter i begyndelsen stykkets hovedperson, arkæologen, dr. Mensch, hvis sekretær bærer det gode tyske navn Schmidt. Han tror på Hitler og følger ham i et og alt. Mensch tilhører hverken personer eller partier, erklærer han ligesom Kaj Munk selv, der i en artikel i "Nationaltidende" skrev, at Gud, allerede da hans mor gik med ham, havde sagt til ham: "Du skal aldrig tilhøre noget parti; det forbyder jeg dig; med dig har jeg andre Planer". Men dette betyder ikke, man kan holde sig udenfor. Deri består dr. Menschs fejltagelse. Han har fundet nogle potteskår i palæstina, der viser, at Jesus var jøde, men dette strider mod førerens ideer om, at Jesus i virkeligheden var arier. Offentliggør han nu sine forskningsresultater, svigter han føreren og fædrelandets ideologi.
Offentliggør han ikke, svigter han videnskaben og sandheden. Den politiske virkelighed har trængt sig ind pa den neutrale forskning og tvinger forskeren til at tage parti i striden mellem ideologien og sandheden. I sin naive forskerglæde har Mensch lovet Hitler potteskårene, som han vil forære denne i forbindelse med, at han selv modtager tyskernes alternative Nobelpris fra førerens hånd.
Lige inden denne festdag viser det sig, at frk. Schmidt slet ikke er den tyske frøken, hun giver sig ud for, men en tysk jødinde ved navn Levi. Hun har blot skiftet identitet for at sikre sig et job. Selv om hun betyder meget for ham, følger dr. Mensch først loven og skyder hende fra sig, hvorefter han erkender sin kærlighed til hende og dermed, at livet står over loven. I slutscenen smadrer han sin gave til Hitler og erklærer, at han vil gifte sig med jødinden, hvilket for Hitler til at forlade salen med "haarde, beslutsomme Skridt". Dr. Mensch og Sara Levi må forlade landet, men gennem deres kærlighed og civile ulydighed har de besejret magten. Dr Mensch er blevet menneske ved endelig at handle i overensstemmelse med de menneskerettighedsidealer, der ikke sagde ham noget, dengang han var Hitlers tro følgesvend og ikke forstod biskop von Beugels ord om, "at tage Menneskerettighederne fra Mennesker, er at gøre sig selv til Forbryder". Selv om man holder sig udenfor, bliver man lige fuldt ansvarlig for, hvad der foregår indenfor. Midt i det civile nederlag til nazisterne har de magtesløse undsagt magten og frembåret offergaver for Herren i retfærdighed.
I kærlighed og sandhed formes det helstøbte menneske, der tryg i sin tro vover at gå imod magten og foretrækker magtafkald fremfor magt. Nogle af Munks diktatorer fældes af disse magtesløse, helstøbte mennesker. Andre sejrer til det sidste, men de gør det kun på verdensplan, ikke på det personlige. Et eksempel herpå var Kuhn. Et andet er Richelieu i Kongen og Kardinalen. Han har bevidst givet afkald på kærligheden for at få magten, men dømmes af denne grund til storhed og ensomhed. Hans gale broder udsiger allerede i første akt denne forbandelse over ham:
"Saa hør din Straf, hvormed jeg straffer dig: Du skal faa din Vilje, Rigets Behersker skal du vorde. Magt og Hyldest, Pragt omkring dig, Eftermæle i tusind Aar. Og dit Blods Brand skal slaa ud i Legems Bylder, ensom skal du sidde midt i Folket, Luften om dig være Stilhed og Had" .I dødsscenen i sidste akt går forbandelsen i opfyldelse. Hans blods brand blev drejet bort fra kærligheden til en ung kvinde, som elskede ham, og slog i stedet ud i magtens bylder, og på dødslejet martres han ved sine grusomheder og sit kærlighedsløse liv. Thi hvad gavner det at vinde hele verden, hvis man tager skade på sin sjæl? Og sjæleligt skadede er alle Munks diktatorer. Deres bygningsværker var uden karyatider.Kærlighed, retfærdighed, sandhed og viljen til at sætte livet på spil for disse idealer var de krav, Munk gennem sine skuespil stillede til mellemkrigstiden. Det var de samme krav, han efterlevede under krigen. Der er således ingen modsætning mellem martyren Kaj Munk fra besættelsestiden og digteren fra mellemkrigstiden. Der går en lige linie gennem alle de politiske skuespil fra Pilatus til Før Cannae. Igennem Jesus', Samsons, Angelicas og dr. Menschs magtesløshed og gale handlinger udfolder Guds kraft sig helt. Det var denne magtes1øshed og den galskab, der blev Kaj Munks under besættelsen, men begge dele lå allerede fra starten i hans skuespil.
Tilbage til toppen