AF JØRGEN KNUDSEN
Georg Brandes’ evne til at give befriende mæle til bundne tanker og følelser og derved give sin tilhører en oplevelse af at deltage i noget stort og betydningsfuldt, er velkendt. Men hvad var det, der gjorde, at denne mand, ikke kun i 1871 som 29-årig tempelstormer kunne forarge og begejstre så heftigt, men at han blev ved med at gøre det lige til sin død i 1927 som 85-årig? Vistså, han holdt ikke dampen oppe hele tiden, og når den mattedes, måtte posituren overtage rollen og skuespilleren erstatte feltherren - men kun indtil en ny sag flammede ham op til nyt og mere spontant og selvforglemmende engagement. Oprøret var hans væsen i en sådan grad, at han næsten var dets marionet. Hvad var drivkraften? I begyndelsen var det givetvis en vældig optimisme, der drev ham frem, den genvakte tro på oplysningens evne til at bevinge og adle mennesket, det 19. århundredes store fortælling om fremskridtets tog, “et uhyre, aldrig rastende, endeløst tog, menneskehedens evige higen mod en stedse idealere opfattet frihed, civilisationens og fremskridtets endeløse triumftog”, som han skriver i 1879 om naturvidenskabens, filosofiens og teknikkens glade forventning eller forvisning om, hvad de materielle fremskridt vil medføre for menneskeheden. Så sent som i 1906 kan han stadig bruge den optimistiske diskurs og tale om folkeoplysning som det store fremtidshverv. Det sker i en grundlovstale og lyder hult: Folket trænger til fremfærd, vovemod grundet på indsigt, hvis politisk og religiøs frihed og social retfærdighed skal blive andet end ord. Hvordan skal den gode cirkel komme i gang? Folket har brug for en statsmand, som har tillid til folkets bedste egenskaber og derved styrker dem, så vil folket også have tillid til hans og derved styrke dem. Det har på et eller andet plan været hans ønskedrøm, en form for oplyst enevælde i et oplyst folk, en drøm hans ven, den både oplyste og brutale politiker Clemenceau en overgang gav næring. Som gammel ved han godt, det er en illusion - Den gode tyran findes ikke skriver han, men allerede i provisorieårene havde han begrebet det. Efter at have oplevet Estrups og borgerskabets brutalitet, Venstre-politikernes usselhed og befolkningens følgagtighed, skrev han sin oprigtige mening i sin dagbog i 1886: “Hvor er den tom, den snak om fremskridtet, hvor er menneskeheden enfoldig og rå.” Slut med fremskridtstroen. I de sidste 40 år af sit liv var Brandes forfærdeligt sikker på, at alt ville gå galt, hvilket han også stort set fik ret i, og hvad han skrev, skrev han i dyb mistrøstighed, i et stædigt Don Quichoteri. I en smuk og vemodig fortælling fra 1913 sammenligner han sig netop med Don Quichote.
Han ved, det går galt. Han ved, at det første et undertrykt folk gør, når det endelig vinder friheden, er at finde en minoritet, det kan undertrykke hurtigst muligt. Hans eksempler er fra Balkan før første verdenskrig, vore kunne handle om kosovo-albanernes behandling af zigøjnere og serbere, eller om Auschwitz-overlevendes behandling af palæstinensere. Det er blot en viden, der ikke et sekund afholder ham fra at kræve frihed for de undertrykte.
Han ved det går galt. Han ved, at den dumdristige og pragtfulde avis, som Hørup, hans broder Edvard og han selv startede i 1884, Politiken, tager derouten mod det fjantede underholdningsorgan, som Cavling gør det til. Alligevel skriver han stadig i det, først i 1925 går han over til Social-Demokraten. Man må nu også sige, at helt galt gik det ikke med Politiken, hvis betydning for frisindets udvikling i Danmark bedst kan aflæses i en sammenligning med Sverige, hvor de tilfældigvis ikke fik en tilsvarende avis, hvad der rummer noget af forklaringen på, at svensk konservatisme holdt sig stejl længere end den danske formåede. Alligevel er det forståeligt, at han har oplevet bladets vej som forsmædelig.
Han ved det går galt. Han ved, den erotiske frigørelse, som også var hans hjertesag, var på vej mod en følelsesmæssig forråelse, som han afskyede, han der elskede elegance, belevenhed, diskretion og endnu som 82-årig udgav en lille bog, Uimodståelige, om fransk elskovskunst i det 18. århundrede. Han har næppe forudset den kommercielle pornografi, vi andre kender, men han har anet, hvad vej det gik. Alligevel var dette fortsat hans sag.
Han ved det går galt. Han elsker og kan slet ikke undvære fortidens store ånder som stadig inspiration, og mens verdenskrigen og dens følger sløjfer den borgerlige kultur eller viser dens fallit, skriver han de store biografier om Goethe, Voltaire, Cæsar og Michelangelo. Litteraturen efter 1900 har han ikke meget gehør for. Selvom han ikke har haft fantasi til at slutte sig helt frem til kunst som guldfisk i en blender, har han oplevet en deroute for det, der for ham stod som menneskehedens ypperste evne, den kunstneriske, blomsten af det hele, som han elskede til sit sidste åndedrag.
Han ved det går galt. Selv bekæmpelsen af den religiøsitet, der fra hans ungdom stod som hovedmodstanderen, fører til ulykke.
I en enquête om religionen fra 1907 finder han ingen trøst i den opløsning af de europæiske ortodoksier, han mener at konstatere. “Det gensidige had mellem racerne eller de foregivne racer, det gensidige had mellem nationerne og det voldsomme had mellem klasserne synes at ville erstatte det egentlige religiøse had.
Racehadet har en religiøs karakter, især patriotismen er en religion, socialismen er en anden. Alt dette munder ud i et indædt og universelt had - i høj grad en religiøs følelse - som menneskeheden bekæmper med begejstring, men svagt.”
Den afkristning, som han selv har gjort sit for at fremme, begribes altså her som grobund for hadformer, der truer freden. Da Gud døde eller i hvert fald svækkedes, var det kun for at give plads for racehad, specielt antisemitismen, der blev voldsom omkring århundredeskiftet, tænk på Dreyfus-sagen, og give plads for nationalismen, imperialismen, kaprustningen hen mod 1914 - og endelig give plads for socialismen, som han altså også har oplevet som en erstatningsreligion. I stedet for at berede jordbunden for fornuft, fremskridt, fordragelighed har vantroen givet råderum for fanatisme. Han ved det går galt. Da krigen kommer i 1914, kan han da også se tilbage på de kampe han har deltaget i, kampen for Dreyfus’ sag, kampen mod kirkevælde, mod imperialisme, chauvinisme og militarisme som spildt ulejlighed: ganske vist endte kampen for Dreyfus formelt med frisindets sejr, men med krigen er alle disse magter vendt tilbage, stærkere end nogensinde. Sejren over dem var et blændværk.
Han ved, det går galt.
Og endelig, som sidste nederlag: kampen for det frie menneske har avlet smukke ord, men ellers ingen resultater. Den autoritetstro, han erklærede krig i 1871, og som han lige siden utrætteligt har undsagt, advaret imod og søgt at undergrave gennem skildringer af de mange forskellige kirkelige og verdslige autoriteters hjertelige ufuldkommenhed, om den skriver han i 1913, hvor han er vis på, at den store europæiske krig er uundgåelig: “Menneskeheden i almindelighed er dresseret til at lystre, når der befales; den ledes af lidenskaber og fantasi, er i sin naturgrund bestialsk, er i sit væsen let at suggestionere til begejstring, er i sin selvopofrelse stundom heroisk, men både som bestialsk og heroisk ret uimodtagelig for fornuft.”
Sådan formuleres et nederlag, så ubønhørligt. Ingen plads til besmykkende omskrivninger. Han ved, det går galt.
Det moralske og åndelige fremskridt: ud. Befrielsen af undertrykte folkeslag som humanitetsskabende: ud. Bladet Politiken som organ for oplysning: ud. Erotikken som befrielse og berigelse: problematisk. Den fabelagtigt rige europæiske humanistiske tradition som rigdom og inspiration: ud. Religionens svækkelse som frisættende faktor: ud. Kampen mod racisme, imperialisme, nationalisme: fiasko. Kampen for fornuft mod autoritetstro: ud.
Udholdenhed
Efter en almindelig snusfornuft kan ingen slås indædt for en sag uden at håbe på et eller andet resultat af sine anstrengelser. “Når alt håb er ude, hvortil tjener da ord?” siger ordsproget, og et andet: “Var det ikke for håbet, ville hjertet briste.” Hvad er forklaringen på, at en mand, der ser sit totale nederlag i øjnene, fortsætter sin kamp? Hvad andet brændstof end håb, optimisme, findes der? Er det ren og skær stædighed, der får Brandes til at blive ved? Op til 14-16 timer i døgnet sidder han år ud år ind ved sit skrivebord, mens verden ramler sammen omkring ham, og bliver ved. Hvordan kan man slås så indædt og så udholdende, når man ikke tror, det nytter en pind?
Jeg tror, der er to svar.
Det ene er, at han aldrig lader sig binde til nogen magt, aldrig selv søger nogen og heller ikke allierer sig med nogen. Den magt han kunne have fået, på universitetet hvis han havde undladt at provokere konsistoriet til at afvise ham, eller kunne have fået i det politiske liv, sådan som hans broder Edvard gjorde det, eller kunne have fået ved Politiken eller i Studentersamfundet, hvis han havde villet det, den formelle eller reelle magt til at styre og bestemme, som han uden tvivl kunne have fået, hvis han havde villet, den skyede han. Praktisk politik, konkrete resultater, det var Edvards eller Hørups sag, ikke hans. Han skriver det selv i et brev til Rolland, hvor han kalder Barbusse, kommunisten, en handlingens mand: “Vi [Rolland og han selv] handler kun indirekte. Goethe siger et sted: Den der handler, har ingen samvittighed, det har kun betragteren.” Magt binder og korrumperer, en velkendt sandhed. Kun i sin magtfri situation kunne Brandes tillade sig den luksus at opføre sig ordentligt. Han var f.eks. gennemført loyal overfor venner og forbundsfæller, han rasede veloplagt og ondskabsfuldt mod dem i sin dagbog og i breve, men han dækkede dem udadtil, f.eks. tav han med sin kritik af Politiken, selv om det har holdt hårdt. Det krudt han havde, brugte han mod de fælles fjender, og jeg må indrømme, at det synes jeg er en god idé, som tommelfingerregel.
Han var ikke en ledertype, har man skrevet om ham. Det er jeg ikke sikker på, men han ønskede i hvert fald ikke at få magt til at lede. Friheden var vigtigere for ham. Sætte noget i gang, men derpå lade andre om resten og selv minuttet efter befinde sig et helt andet sted, det var hans taktik. Han var ikke for fastholdere. Een eneste bestyrelse har han været medlem af, den for en sønderjysk studenterforening, hvad der har været overkommeligt, ellers skyede han enhver formel binding, og underskrivning af appeller udarbejdet af andre sagde han også tiere nej end ja til. Som gammel skriver han omtrent enslydende i flere breve, at han “kan sige med den iøvrigt lidet misundelsesværdige Richard III i tragedien: I am myself alone.”
Ensomheden forsødedes af beundrernes virak og modstandernes angreb.
En sådan livs-taktik befrier fra den kortvarige magts mulige fristelser og samtidig fra de nederlag, der slår knock-out. Men den er ikke gratis, den har sine omkostninger. Og hermed kommer jeg til det andet svar på spørgsmålet om, hvorfor han evnede at blive ved at slås uden håb, hans eget svar. Det står i et brev fra 1897 til Agnes Slott-Møller, skrevet mens han lå livsfarligt og smertefuldt syg af årebetændelse. Her bliver det klart, hvordan han selv har oplevet sit liv: som en tvekamp mellem ham og verden. Og det, denne kamp har drejet sig om, har overhovedet ikke været ydre resultater. Kampen har drejet sig om, hvorvidt de skulle få held med sig til at knække ham, eller om han trods skuffelserne kunne holde modet oppe. “Man skal være født uovervindelig”, skriver han, “man skal være den hest der sejrer i væddeløbet... Jeg respekterer til nød pengenød - skønt ikke meget - så sælger man noget, i værste fald sine gamle bøger og tager hyre ved et eller andet. Misfornøjelse med omgivelserne respekterer jeg ikke. Omgivelserne eksisterer ikke... De er kun at tage humoristisk. Dem lærer man efterhånden hvad de skal mene. Det er den store puddel, der skal dresseres til at gå oprejst på to ben og som bestandig falder ned igen på fire, men hvad så? Man arbejder ej for puddelens skyld - den har at bjæffe sit bifald til sidst - men for sin egen for at lade sine kræfter spille, tumle et eller andet stof, sætte sit stempel på det og leve det udødelige liv alt her på jorden, som gamle Spinoza levede sit i ærlig og beskeden overlegenhed. Man må heller ikke være for hidsig for at medgangen skal indfinde sig. Medgang er luksus, firkløver, gevinst i lotteriet - skidt med medgang! Deres ganske hengivne og af dyb foragt opfyldte Georg Brandes.”
Denne dobbelthed, denne hans stadig mere udtalte foragt for dem, der var hans mulige læsere og medkæmpere, bliver på hans gamle dage en anstødssten for mulige proselytter, når han f.eks. vrisser, at han overfor dansk ungdom kun har én opgave, “den, at holde mig den fra halsen”. Misantropisk koketteri, som ikke afholdt ham fra stadig at udtale sig om mangt og meget, offer som han var for - med socialdemokraten Peder Tabors udtryk - sin “altid brændende længsel efter at belære dette publikum, hvis dumhed var ham et evangelium.”
De intellektuelles rolle
Selv om han anså denne dumhed for uudryddelig og især efter krigens udbrud i 1914 gang på gang overgik sig selv i misantropiske kraftudtryk om de såkaldte mennesker, i bedste fald løver af smør, eller harnisker med gelé indeni, så fik han i hvert fald i løbet af sine 60 år som utrættelig skribent ændret en smule på arten af dumhed hos nogle af dem.
Gennem sit eget eksempel - som kritiker, litteraturfortolker og politisk kommentator, som ildnende foredragsholder og utrættelig bidragyder til Politiken og Tilskueren - desuden ved som medstifter af Studentersamfundet og siden af Politiken at skabe de nødvendige rammer for kritisk, intellektuel udfoldelse - har han haft et hovedansvar for introduktionen i Danmark og Norden af en ny social rolle, netop den intellektuelles. Ordet er brugt af ham selv første gang på dansk i 1899 i forbindelse med Dreyfus-sagen, og siden jævnligt, uden at Ordbog over det danske Sprog dog - i det relevante bind fra 1927 - har opdaget det, her optræder det kun som adjektiv. Den intellektuelle er den person, der uden anden autoritet end den, han henter i sine egne argumenter, sætter sig til dommer over almene samfundsforhold, og som ved hjælp af argumentet, især fremført i den moderne dagspresse, søger at påvirke opinionen.
Brandes tillægger selv de intellektuelle en væsentlig rolle både som stemningsbarometre og som stemningsskabere, i de artikler han skriver om situationen i Tyskland, Frankrig og England før og efter krigsudbruddet 1914. Barbariet, anneksionstrangen, hævnfantasierne, lysten til at dræbe gennemsyrer de storhedsvanvittige pamfletter og bøger, hvor tyske, franske og engelske forfattere kalder myrderierne for en hellig krig og beviser, hvilket heltemod de råder over ved et skrivebord. At digtere og tænkere ikke holdt målet, men i alle de krigsførende lande lod sig rive med af chauvinistiske krigsgale stemninger, var en oprivende skuffelse. Skønt længe forudanet og forudset var krigsudbruddet for Brandes en elementær katastrofe. “Det skrækkelige er at se, hvorledes al menneskelighed er slukt. Hader hverandre! det eneste løsen.” Alle de europæiske kejsere og konger, der nu begynder fjendtligheder mod hverandre, beråber sig på hver sin gud, der våger over dem og vil tilintetgøre modstanderne... Frankrigs kirkefjendske regering synes at ville hjælpe sig uden gud og nøjes med den retfærdige sag, for hvilken jo iøvrigt alle de stridende uden undtagelse kæmper. Forsåvidt kunne de synes enige.... Der er da guder og retfærdige sager nok i felten; dog havde der i Europa været én statsmand, havde guderne ikke behøvet at lade Beelzebub træde i den hellige ånds sted, og retfærdighedens sag var blevet fremmet uden det almene massemyrderi. Retfærdigheden! Det er vanskeligt at se, hvad den har med denne kolossale nedslagtning af Europas ungdom at gøre.”
Klart at denne krig var en sejr for alt det, han har bekæmpet: nationalhadet, autoritstroen, religionen og den fordummende presse. Fornuft, oplysning, fremskridt, åbenhed, tolerance var taberne. Han overlevede sin vane tro ved at skrive om emnet og søge at forstå krigens baggrund og årsager.
Som vel de fleste store jordskred forener krigsudbruddet i augustdagene 1914 det længe forudanede og forudsete med det helt overrumplende. Brandes havde profeteret om en europæisk krig så langt tilbage som i 1881, hvor han så en kommende krig som direkte følge af et nederlag for det kultursyn, der var hans, og hvor han tillagde de intellektuelle - han taler her om den akademiske ungdom - et hovedansvar for udviklingen.
Det uhyggelige ved krigsudbruddet i 1914 er, at ingen ønskede det, men alle forudså det, regnede med det - og bidrog til det med omfattende kaprustning, men især - bortset fra et stadig svindende antal tapre socialister - med fravær af modstand. Pacifister som Bertha von Sutter eller en mand som P. Munch, der kategorisk, næsten dogmatisk bestred krigens mulighed, vel netop af frygt for det selvopfyldende i forventningen om dens komme, havde Brandes intet til overs for. Ikke desto mindre har oplevelsen af krigens uundgåelighed været en selvopfyldende profeti. Nikolaj II indkaldte til fredskonferencen i Haag 1899 for, som han skrev, at standse den oprustning “som, hvis den fortsætter, uundgåeligt vil føre til netop den katastrofe, som den ønsker at afværge”, hvilket den altså også gjorde, og “Ich habe es nicht gewollt” er kejser Franz Josephs ynkelige bortforklaring af, at det var hans regering, der fremprovokerede krigens start.
Brandes var med sine forudsigelser heller ikke tidligere ude end f.eks. et utal af sensationslystne og blodtørstige skribenter, som i populære ugeblade helt tilbage fra 80’erne svælgede i fantasier om den kommende krig, som med brug af moderne teknik - kanoner, fly, ubåde, endda tanks - i disse fiktioner bringes til en hurtig, heldig og herlig afslutning. I mine øjne er de nærmest talløse forudsigelser af krigen med til at forøge uhyggen omkring den, fordi de ved selve deres mængde lader den fremstå som noget uundgåeligt, for ikke at sige noget hemmeligt ønsket. Måske man kan sammenligne med de mange profetier om økologiske katastrofer fra vor egen tid.
Det karakteristiske for, hvad Brandes nu og siden skriver om krigen, er, at han i sine forsøg på at angive dens årsager bevæger sig aldeles ubesværet frem og tilbage mellem vidt forskellige forståelsesplaner, der for det ideologiske øje modsiger hinanden, men for ham kun supplerer hinanden. “Alt er så umådelig sammensat”, skriver han i et brev.
1. Verdenskrig
Lad mig prøve at systematisere. Først det kulturelle. Krigen, mener han, har ligget gemt i freden, i den brutalitet som er vor kulturs kendetegn, den stærkeres lyst til at bruge sin styrke mod den svagere. “Hele vort middelalderlige samfundsliv er jo gennemsyret med ufornuft indtil vanvid - man tænke på vore religiøse tilstande og vort opdragelsesvæsen - og med uretfærdighed på alle områder, på det økonomiske område som på kønslivets. Hver anden afgørelse, der i fredstid træffes, er et udslag af gamle, længst forældede fordomme.
Men fremfor alt gælder det i fredstid som i krig, at den stærkere allevegne sætter sin vilje igennem. Det, at magten i længden bestemmer retten, det er ikke noget, som Tyskland i krigstid har eneret på. Det er, hvad der foregår Europa over, også i fredstid. Og visselig ikke på det politiske område alene, i det hele sociale liv. Krigen med al dens uhyre brutalitet var kun mulig, fordi alle forudsætninger for den var givne i fredstid.” Krigen viser den sandhed om Europa, som freden har sløret. Og fra 1918: “Sandheden er den, at hvad vi i de sidste fire år har været vidner til, har været en eksplosion af dulgte kræfter i menneskesindet, hvis styrke og omfang ingen fremskridtstroende havde formodet, en eksplosion uden mage af brutalitet, løgn, gensidig misundelse og indbyrdes bagvaskelse, umådeligt hykleri.”
Såvidt baggrunden i selve den europæiske kultur eller mentalitet. En mere direkte krigsårsag finder han i det nationale had. “Det fjantede nationalhad” er en frugtbar jordbund for krige, det had der får enhver nation til at tro enhver optænkelig bagvaskelse af nabofolket. Jeg har citeret fra en enquête om religionen: Hadet til andre racer og til andre folkeslag eller socialisternes had til overklassen har religiøsiteten karakter og er vokset frem i takt med, at troen er svækket. Mange af hans analyser beskriver rivaliteten mellem stormagterne og magtspillet mellem dem. Nationalhadet giver stødet til oprustning, til styrkelse af de officerskorps, som han et sted kalder for “den virkelige fare”. Hvad der også er med til at opflamme det nationale had er den fordummende presse, der oppisker hadske stemninger. “Mens der i de protestantiske lande i kirkerne kun fordømmes og lyves én gang om ugen, kommer pressen, fordummende og lyvende, ind i alle huse hver eneste dag.” Pressens magt til at piske en folkestemning op er særlig uheldsvanger på grund af demokratiet: hensynet til folkestemninger får statsmænd til at ryste på hånden eller træffe kortsigtede beslutninger (klarest vel i Tyskland, hvor socialdemokratiets styrke øgede borgerskabets kærlighed til våbenraslen).
I en artikel fra 1916, Kampen om Kunder, har Brandes en helt tredje forklaringsmodel. Han anfører selv sin inspiration, en fransk forfatter ved navn Delaissi. Her skriver han, at folkeslagene inderst inde er for fred. Når de kunstigt er ophidsede til nationalistisk raseri, så skyldes det den økonomiske magtkamp, der virker i det skjulte, en handelskrig til bedste for landenes bankdirektører og storindustrielle. Spørgsmålet om krig “afgøres af nogle diplomater og ministre, der i virkeligheden går bankernes og de store industridrivendes ærinde.” Det er jo pludselig den socialistiske retorik, en tankegang der ellers er ham fremmed, og som han da heller ikke drager nogen konsekvenser af. Men som bliver siddende i ham og engang efter krigen får ham til i sin dagbog at citere fra læsning i det engelske tidsskrift The Nation: “What is the will of the people in a world of newspapers owned by millionaire capitalists?”
Den socialistiske forklaringsmodel afholder ham heller ikke fra at tillægge enkeltpersonen et medansvar for begivenheder. Det ringe format hos statsmændene er noget, han ofte vender tilbage til. Straks efter krigsudbruddet giver han i et brev skylden til “fjolset Nikolaj... som af usselhed bliver krigerisk”. Harnisk i gelé! Han har ret i, at ingen ansvarlig vovede at søge kontrol over det nationale hysteri, da det tog fart i dagene op mod krigsudbruddet, af frygt for at blive anklaget for svaghed. To år senere præciserer han: “Der behøves kun en halv snes middelmådigheder, anbragt på rette sted som ministre i Europa, til at gøre to hundrede millioner mennesker ulykkelige”. Eller endnu stærkere: “Med én stor statsmand på hver af siderne var verdenskrigen aldrig brudt ud.”
Men om nu årsagen skal søges i urgamle aggressionsmønstre, i det udviklede nationalhad, i en økonomisk magtkamp eller i statsmændenes uduelighed: i de første augustdage i 1914 slap fornuften de sidste tøjler, det gensidige europæiske myrderi var begyndt, et uhyrligt tilbagefald til barbari, hævnfantasier, nationalt storhedsvanvid. Mobiliseringen udspillede sig nøjagtigt som efter et partitur af Wagner: total henrykkelse under total præcision (iflg. Hermann Bahr), og Europas forfattere og intellektuelle fulgte trop. Selv Brandes’ gamle ven, den superskeptiske og 70-årige Anatole France meldte sig på sessionen som frivillig, mens talrige andre skønånder skrev under på manifester, der kaldte modstanderne for barbarer, og endnu flere digtere inspireredes til at beskrive englænderne som perfide kræmmere, franskmændene som dekadente og feje hunde, russerne som primitive, mens Belgiens Verhaeren beskrev, hvordan tyskerne skar brysterne af forsvarsløse mødre og samlede afskårne børnefødder som trofæer. Thomas Mann åndede op: “Hvordan skulle ikke kunsteren, soldaten i kunstneren, prise Gud for sammenbruddet af en fredsverden, som han havde fået nok og mere end nok af. Krig! Det var renselse, befrielse, vi følte, og et uhyre håb!” - Det er skoledrengens begejstring, når det ringer ud fra timen, og han i skolegården har udsigt til i et godt slagsmål at få luft for opdæmmet aggression - eller i det mindste til at overvære de andres (Thomas Mann havde skaffet sig en lægeattest, så han gik fri). Og den tysk-jødiske digter Ernst Lissauer blev berømt for sin Hassgesang gegen England, skrevet 4. august:
Dich werden wir hassen mit langem Hass
Wir werden nicht lassen von
unserem Hass
Hass zu Wasser und Hass zu Land
Hass der Hämmer und Hass der
Kronen
Drosselnder Hass von siebzig
Millionen
Sie lieben vereint und sie
hassen vereint
Sie haben alle nur einen Feind:
England!
Begejstringen over denne udfrielse fra en trykkende triviel hverdag var bevingende og rev selv en række af de oppositionelle med sig, som Brandes ellers havde troet på - venner eller bekendte som Gerhart Hauptmann, Max Reinhardt, selv (en kort overgang) Arthur Schnitzler og H.G. Wells. Eller læs Stefan Zweigs konfuse dagbog og se, hvor svært det har været selv for en overbevist fredsven at holde sig fri af den nationale eufori! Selv Freud blev revet med af de første ugers patriotiske patos (“Al min libido gælder Østrig-Ungarn!”). Selv Brandes’ mangeårige ven anarkisten Kropotkin glemte alt, hvad han havde levet for og så ikke længere fjenden i det borgerskab, der lod proletarer i alle lande forbløde i indbyrdes kamp, han så nu fjenden i Tyskland.
Alle blev de revet med. Socialdemokraternes sørgelige forræderi over for den længe lovpriste internationale solidaritet er velkendt. I september erklærede 50 engelske forfattere sig solidariske med den engelske hær (uden derfor nødvendigvis at melde sig til den), måneden efter betegnede 93 tyske intellektuelle i patetiske vendinger de tyske tropper som et mønster af humanitet og krigen som modstandernes værk. Også i de neutrale lande kneb det med ædrueligheden. I Sverige var begejstringen for Tyskland stor og udbredt, i Norge tildels også (Hamsun, Bjørn Bjørnson). “I Danmark er de yngre skribenter tysksindede, de ældre for England og Frankrig”, vurderer Brandes i november.
Til de yngre regner han Johs. V. Jensen, der ganske rigtigt anser franskmænd og russere som folk af primitive worshipers, mens den tyske folkekarakter “i øjeblikket er det skarpeste, mest fuldendte moralske apparat verden nogensinde har set.... Enhver vil kunne se, at jeg føler mig den tyske sag nærmere end de allieredes.” Andre tysksindede var Aage Madelung, Johan Skjoldborg, Karl Gjellerup, Peter Nansen og Karl Larsen (der så på krigen som en “samfundsopbyggende kraft”). På ententens side stod f.eks. Johs. Jørgensen, for hvem krigen var en krig mellem det hedenske Tyskland og det kristne Rom, og som siden med Klokke Roland væltede sig i beskrivelser af tyske grusomheder begået i Belgien. Helge Rode lå på samme linje, når han foretrak den religiøse ånd frem for den kolde videnskabelige forstand. Valdemar Rørdam skrev begejstret om den engelske soldat. I Brandes’ øjne var disse folk ofre for den “sypigetænkning” der gør det nødvendigt at “holde med” den ene eller den anden part. Identificere sig med den ene part og lukke sig for den andens argumenter, det velprøvede middel til at holde en debat kørende. Selv var han ikke fri for at have større sympati for vestmagterne end for Tyskland, men deres alliance med det zaristiske Rusland, som han afskyede, afslørede deres tale om frihed og demokrati som rent hykleri og friholdt ham fra enhver fristelse til partitagen. Dette var en europæisk tragedie.
Blandt de få af Europas intellektuelle der bestod prøven, var Romain Rolland, bosat i Schweiz, i Tyskland Rosa Luxemburg, Heinrich Mann og Theodor Lessing, i Østrig Karl Kraus og Franz Werfel, i England Bertrand Russell og Bernhard Shaw. Og altså i Danmark Georg Brandes, for hvem det hele var så fortvivlende, fordi han genkendte mønstret. Intet nyt under solen for den 72-årige! “Se Renans ord til mig derom 1870 i bind VII af mine skrifter”, skriver han midt i september 1914 i et brev, og faktisk passer Renans ord fra den fransk-tyske krigs udbrud helt præcist her 44 år senere: “Og betænk, at alt, hvad vi videnskabsmænd nu i halvhundrede år har arbejdet på at opføre, med ét slag er styrtet sammen, sympatierne mellem folk og folk, den gensidige forståelse, den frugtbringende samarbejden. Og hvor dræber en sådan krig ikke sandhedskærligheden! Hvilken løgn, hvilken bagvaskelse om det ene folk vil nu ikke påny i halvtredsindstyve år med begærlighed blive troet af det andet og for uoverskuelig tid adskille dem fra hinanden! Hvilken forsinkelse af fremskridtet i Europa!”
Produktiv katastrofe
For Brandes personligt var krigen en katastrofe, omend en for hans produktivitet frugtbringende katastrofe. Hans ligelige fordømmelse af begge krigens parter betød, at han blev lagt for had af dem begge. En offentlig brevveksling med hans gamle ven Clemenceau endte med dennes kendte Adieu Brandès! fordi Brandes ikke ville forstå Tyskland som aggressoren og Belgien-Frankrig som demokratiets og humanitetens uskyldigt overfaldne. Dermed var han færdig for franskmændene. Men også i Tyskland blev han lagt for had, venner faldt fra, hans bøger ophørte med at sælge. Brevcensur og usikker postgang isolerede yderligere. Han opretholdt kontakt med nogle få krigsmodstandere af hans egen art, Rolland, Barbusse, E.D. Morel, men brød sig ikke om at være medunderskriver på deres forskellige appeller. Han skrev selv én, i 1916, hvor han kort og knapt skildrer den fortsatte krigs vanvid, Europas selvødelæggelse, og også advarer mod en fred, der ydmyger den ene af parterne, som i så fald kun vil pønse på den næste krig. Må det virkelig blive fremtidens dom, at der i Europa ikke fandtes blot én statsmand? Appellen var naturligvis skrevet i vand, men reaktionen i Blæksprutten er oplysende. Her ser man Brandes som uartig skoledreng der række næse ad fire værdige statsmænd i jaket. Som også nu og da siden var Blæksprutten lidt langsomt opfattende. Man kan hævde: hvad der ikke var lykkedes for Brandes gennem et livs indsats - at rokke troen på Gud, konge, fædreland og alle autoriteter, det kom nu helt af sig selv. Krigen viste, så enhver forstod det, at autoriteterne var morderiske og uansvarlige. Den tiltro til myndighederne, som herskede endnu i 1914, og i Blæksprutten altså endnu i 1916, forsvandt og er aldrig rigtig kommet igen. Den totale skepsis, der var Brandes’, blev alles. Den gamle verden havde opløst sig selv. Men under denne proces satte den nogle hadets og nogle dumhedens spiraler i gang, som stadig kværner.
Versaillesfreden er for Brandes “det stupideste aktstykke, den nyere historie kender”, den uovertrufne forening af hykleri og dumhed. Præsident Wilsons 14 smukke punkter om folkenes selvbestemmelsesret, om at gøre verden egnet for demokratiet, belyses af, at samtidig med, at 30 millioner mennesker, der har været underlagt Tyskland og Østrig-Ungarn, får selvstændighed, bevarer de allierede retten til at undertrykke 550 millioner - hele Nordafrika, Persien, Indien, Bagindien m.m. Det er oplagt, at krigen har udvidet Brandes’ verden. Hvor han før var europæer og skelnede mellem kulturnationer og “de vilde” el. lign., er han nu verdensborger. Hans harme på nordafrikanernes eller koreanernes vegne er lige så svidende, som den før har været på sønderjydernes eller polakkernes. Men det, der er omkvædet i hans indlæg, er advarslen mod følgerne af at ydmyge Tyskland, som det sker, og specielt mod at gøre livet umuligt for “de eneste, med hvem de [allierede] var sikre på i fremtiden at kunne leve i fred”, nemlig de tyske socialdemokrater. Det er faktisk muligt at slutte fred uden at ydmyge taberen og dermed holde hadet levende og sikre krigens fortsættelse. Frankrig blev ikke ydmyget i 1815, Rusland blev ikke ydmyget efter Krimkrigen. Hans ordbrug bliver meget voldsomt i denne sag. Tysklands fornedrelse gennem Frankrigs magtbegær er overskriften på en artikel, han i 1923 fik trykt både i tyske og engelske blade om den franske besættelse af Ruhrområdet. Sejrherrerne sår had og vil høste had. Han har altid, hævder han, forsvaret taberlandene. Som han forsvarer Tyskland nu, sådan forsvarede han Frankrig efter 1871 og indtil landet blev nationalistisk. Og han har altid fortalt overmanden, at han skal bruge sin overmagt med varsomhed, med “højsind”.
Dansk presse prøvede stort set at ignorere den stædige gamling. Nu og da brast det dog for den. Kolding Avis skriver om hans artikelsamling fra 1919, Tragediens anden del - bemærk, hvor elegant bladet undgår at skrive “jøde”: “Han dokumenterer sig som den fædrelandsløse asiat, der, falden fra sine fædres tro og løsrevet fra sit folks traditioner, ustandselig prøver at oversøle de nationale værdier og følelser, han hader, fordi han har forrådt dem.”
Men han bliver ved, lader sig også gerne interviewe til bl.a. amerikanske aviser. Fra 1922 stammer en længere artikel, Imperialisme, skrevet, som der står, fordi “Det er nødvendigt, at der af og til kommer en, som gør det grove arbejde at sige sandhed. Vi kan jo ikke evigt leve af den politiske slim som fyldes i os.”
Artiklen hudfletter med mange konkrete eksempler nordamerikansk imperialisme i Mellem- og Sydamerika og fransk i Nordafrika. Det er ren Chomsky.
Nogle få ord om hans holdning til den russiske revolution. Den fra 1905, skal jeg lige indskyde, havde han fulgt med tilbageholdt åndedræt og vilde håb fulgt af dyb skuffelse. I marts 1917 oplever han, “at et bagbundet folk, der trådtes på nakken, rejser sit hoved og løfter sin stærke, befriende hånd. Det er, som fyldtes ens indre med sommer og sol, som hørte man alle frihedsforårets lærker kvidre... Det er første gang siden den store franske revolutions dage, at nogen har hørt frihedens evangelium således forkyndt, at det ikke samtidig blev fornægtet.” Efter novemberrevolutionen og bolsjevikkernes magtovertagelse kølnes han. Han sammenligner Lenin med storinkvisitoren, kalder ham dog andetsteds “et uomtvisteligt geni”. Men når det kommer til vestmagternes indblanding i et Rusland plaget af borgerkrig og hungersnød, deres blokade og deres støtte til kontrarevolutionære hære, er han meget klar. Han kalder det klassekamp og skriver: “Det nytter ikke at sende hære mod ideer.... Historisk erfaring taler... for, at en politisk bevægelse, som omverdenen lader i fred, mildnes, taber sit præg af voldsomhed og indefra ændres, til den kommer i et vist ligevægtsforhold til omgivelserne./ Der gives kun et eneste, ufejlbarligt middel til at propagere kommunistiske ideer i deres råeste form, det er det som Ententen har grebet til: den uafbrudte indblanding i Ruslands forhold.” Sådan i 1920. Men da to år efter 22 social-revolutionære dømmes til døden i Moskva, protesterer han, og i et brev til Rolland har han ingen illusioner: kommunisterne har genindført det hemmelige politi, der er ikke skygge af frihed i landet. For bolsjevikerne taler deres folkeoplysning, men det hjælper ikke, for “der er her i verden intet godt uden frihed.”
De store ånder
Det mærkelige er, at de krigs- og efterkrigsår, hvor det gamle Europa destruerede sig selv, for Brandes blev utroligt produktive. En del af artiklerne om krigen, ligesom dele af bøgerne om Goethe og om Voltaire, hører til det ypperste, han har skrevet. For ham selv har hans svar på elendigheden været gyldigt: det man har kaldt hans heltedyrkelse, overmenneskedyrkelse, og set som aristokratisk arrogance, har været hans redning. Oplevelsen af de store ånder - fra 1914 til 1921 skrev han ialt ca. 2300 sider om Goethe, Voltaire, Cæsar og Michelangelo - oplevelsen har givet liv og energi til den modverden, han allerede havde i sig, en verden af skønhed, humanitet, overskud, fryd og foragt, og har aktiveret den vrede mod det destruktive, som den har, der elsker og oplever det elskede som truet. Om Voltaire skriver han - ikke uden identifikation og en dertil hørende berettiget stolthed - at han til sidst i sit liv står “som fornuftshadets og fanatismens åbne fjende, retfærdighedens og fordragelighedens ufortrødne talsmand, de undertryktes og mishandledes beskytter - en skikkelse der aldrig kan gå i glemme.”
Voltaire - det er til at forstå. Men Cæsar? Hvad i alverden får Brandes til - efter i fire år at have beskrevet krigens rædsler og dårskab og prædiket fordragelighed og hjælp til de svage - at give en heltefremstilling af denne utrættelige kriger, der underlagde sig det ene land efter det andet? - “Dér gik han med sin hvide hud og sit blege ansigt barhovedet foran legionerne, ubekymret om blæsten susede eller regnen skyllede ned. Som førstemand vadede han over bække eller svømmede over floder, der standsede tropperne på deres vej.”
Cæsar er Brandes’ drømmebillede af magten i den udgave, han har savnet den. Hvis han havde haft den, ville han have ruttet med den som Cæsar gjorde, med “den storartede sorgløshed, der overser misundelsen, lader hånt om ondskaben og er for stolt til altid at være på sin post.... Cæsar forsømte at indjage skræk, lod hånt om at forfærde, en grov politisk fejl, men en sublim.” Cæsar brugte kort sagt sin magt på en så generøs måde, at det skulle og måtte ende med, at han fik de 23 dolkestik. Brandes oplevede sig også gang på gang forrådt, svigtet, forfulgt og havde uden større held hævdet at være immun overfor den slags. Han havde derfor lige siden sin ungdom beundret Cæsar som manden, der var stor nok til at være hævet over sligt, og som også var villig til at betale prisen.
Historien står hjælpsomt parat med alle sine pragtfulde modbilleder.
Georg Brandes’ arvtagere
Georg Brandes er en af dem, der fylder i dansk kulturhistorie, men arven fra ham er ikke let at gøre op. Hvad er en arvtager? En der får en arv smidt i hovedet, eller en der tager en arv op? Den rette arv fra en så handlingsorienteret mand som Brandes burde naturligvis bestå i impulsen til at tage hans frihedstanker op, lade dem få konsekvenser og ikke fuse ud - som Pontoppidan lader det ske for studenten i Lykkeper (hvor Brandes optræder som dr. Nathan): “Aldrig havde det således gæret i den akademiske ungdom af vovemod og frihedsbegejstring. Selv den mest tykblodede bondestudent var som berust af stordådstrang, når han efter nogle timers læsning i Nathans skrifter væltede op fra sin sofa for at stoppe sig en ny pibe.”
Pontoppidan rammer plet. Meget af postyret omkring Brandes var varm luft, venstre hånd på brystet og højre i den tomme luft. Mange begejstrede medlemmer af Studentersamfundet faldt ned igen og kom i tanke om vilkårene for en karriere i Danmark, og for Brandes har det været en underligt pervers glæde, hver gang han i et brev eller i dagbogen konstaterede et nyt frafald. Retfærdigvis: Andre var sejere, når de som embedsmænd kom ud i den totalkonservative danske provinsby anno 1900 og ufortrødent arrangerede studiekredse for de forbavsede arbejdere. Det er en flot historie, som mig bekendt aldrig er skrevet.
“På en vis måde” - hedder det videre hos Pontoppidan - “kunne omfanget af Nathans betydning ... bedst måles på hans modstandere. Hos adskillige af disse havde han virkelig formået at vække den virksomme lidenskab, den fanatiske glød, han forgæves havde søgt at indblæse sine medkæmpere.” Dette har Brandes selv vemodigt vedkendt sig. Han mener at måtte kalde sig årsag til bygning af adskillige kirker.
Når vi taler om Brandes’ følge, er verdenskrigen et skæringspunkt. Før krigen, i den idylliske omend truede danske, rettere københavnske lilleverden, var det radikale venstre det yderste af en opposition. Efter krigen var banen ryddet for en helt anderledes radikal kritik af det borgerligt kapitalistiske samfund og dets kultur, en marxistisk, socialistisk, i hvert fald anderledes rabiat. Af den nye, kritiske generation var der en del, som henvendte sig til ham.
Men ikke for at kaste sig for hans fødder som tilbedere. Den slags har han snarere været udsat for i 80’erne og 90’erne, dengang brandesianismen trivedes i Studentersamfundet. Sådan var det ikke længere, alene fordi han var noget af et fortidslevn. En guru, en åndelig leder, må ikke være firs år, det er for meget.
Året før han døde, mente han: “Mit slægtled er uddøet; jeg har aldrig haft nogen discipel og aldrig ønsket mig nogen.”
Ikke desto mindre var der en del unge af radikal, socialdemokratisk eller kommunistisk observans, der vovede sig frem til ham på hans gamle dage. Lad mig nævne nogle af dem.
Jeg begynder med to socialdemokratiske akademikere - dem var der meget få af. Socialdemokratiet bestod endnu næsten udelukkende af “rigtige” arbejdere. Den 19-årige student Herbert Iversen henvendte sig til ham i 1909, og det førte til brevveksling og en del møder, før Iversen døde allerede i 1920 af den spanske syge. Iversen var socialdemokrat, en lysende begavelse, hvis Socialistiske essays blev udgivet af Carl Erik Bay i 1975 i to små bind. Han karakteriserer selv sit forhold til Brandes i sit allerførste brev: “Det er ikke således, at jeg gennem Deres værker... har vundet særlig nye tanker eller synspunkter. Det er moralske impulser jeg er Dem skyldig: Tilskyndelse til udholdenhed, mod, foragt, trods - især udholdenhed; sjældent har jeg i svage stunder forgæves taget Deres bøger for mig.” Og videre: “det, der står for mig som det ene fornødne, kendetegnet for alt frisind og al sandhedskærlighed, finder jeg just som et grundtræk i Deres væsen: det hensynsløse had til illusioner. Derfor er Deres gerning mig så kær.”
Hvad disse unge lærte af den gamle mand var holdningen, stejlheden, snarere end synspunkterne. Han var den eksemplariske frie, uafhængige skribent, sandhedsvidnet mod det løgnagtige samfund, manden der gennem et langt liv ikke havde givet køb, han der står stærkest når han står alene, kort sagt Dr. Stockmann i En Folkefjende - som Ibsen da også havde skrevet med Brandes som model. Brandes har selv skrevet henført om den inspiration, der kan udgå fra den figur, han kaldte “det store menneske”. For de nøgterne unge intellektuelle i de brølende tyvere har denne selvsmagende figur været en fæl gang retorik, et småborgerligt idealbillede, men selv Poul Henningsen gik en overgang rundt med et lønligt håb om, at Brandes var hans far (og en skræk for, at det var Jeppe Aakjær). Håbet var ikke ubegrundet, men forholdet mellem Agnes Henningsen og Georg Brandes var først indledt, da den lille Poul var 4-5 år, og Agnes måtte skuffe sin søn med, at hans far var Carl Ewald, hvad der jo ikke var helt det samme. Selv for så overnøgtern en ånd som den unge PH har Georg Brandes, denne stædige olding, været det endnu levende udtryk for, at et alternativ var muligt, at samfundet ikke var helt éndimensionalt.
For Hartvig Frisch, den anden akademiske socialdemokrat, var han især håbet om at få ånd og debat ind i et klægt socialdemokrati. Arbejderoplysning, den gamle opskrift genoplivet! Som formand for Studentersamfundet prøvede Frisch at få Brandes til at tale dér, som socialdemokrat prøvede han - med større held - at få ham til at skrive i partiavisen, og hvad med Clarté, lokkede Frisch, det tidsskrift han var med til at starte, og som skulle forebygge en truende kulturel udtørring af socialdemokratiet. Brandes havde i et svagt øjeblik sagt ja til at figurere som medstifter af det Clarté, den franske krigshader og kommunist Henri Barbusse havde stiftet i 1919, og da både danske og svenske grupper overtog navnet, håbede de at få Brandes med i købet.
Han holdt sig også dem fra halsen.
Men de flokkedes om ham. Harald Rue, litteraten og kommunisten, sender i 1922 ærbødige spørgsmål til Brandes’ tidligste produktion og har tydeligvis fået vrisne svar.
Ragnvald Blix var en anden beundrer og tidsskriftudgiver. Den norske satiriske tegner, især kendt fra sine bidrag til det tyske Simplicissimus, opholdt sig i København i 20’erne og udgav det sort humoristiske og stærkt samfundskritiske tidsskrift Exlex, som han fik overtalt Brandes til at sende små satiriske bidrag til, desværre af en nok så pinlig kvalitet.
Rudolf Broby Johansen sendte allerede som gymnasiast - i 1919 - Brandes tre dugvåde digte i J.P. Jacobsens manér med en bøn om en dom, hellere en knusende dom fra falken end at blive hakket af spurvene. Men i et brev fra 1926 er det mere alvor. Den breche som Hovedstrømninger slog i Danmarks dige skal holdes åben, skriver han, “og levende gå ud og ind gennem den. De spredte må samles, de modløse styrkes, de vaklende gives målbevidst retning.” Han beder derfor om en samtale om det Clarté, som også han var med til at starte, og som skal være “et i god forstand moderne, virkelig intelligent tidsskrift, radikalt uden nogen slags dogmatisk snæverhed, med europæisk horisont. Der må dog være et tusind læsere, som i syndfloden af trykt enfoldighed, skabagtighed og løgnagtighed har et sådant behov.” Det var der også, i godt et år.
I sin grundige afhandling Georg Brandes mellem socialdemokrater, marxister og kulturradikale er det Hans Hertels konklusion, at mens Brandes for de fleste socialdemokrater snarest har været en tilfældig allieret, om hvem man kunne være uenig, men som snart var glemt efter hans død, så har han været en større hovedpine for kommunisterne. Lige så stærkt han var beundret af Broby Johansen eller Otto Gelsted og Harald Rue, lige så hadet og foragtet har han været af f.eks. Andersen Nexø, Hans Kirk eller Hans Scherfig. Ikke kun på grund af hans kritik af den unge Sovjetstat, men også derfor. Især hans protest mod henrettelsen af de 22 social-revolutionære satte ondt blod. Den demonstrerede med Harald Landt Mombergs ord “denne indbildske oldings indsnævrede horisont.”
Idag vil man snarere tale om denne utrættelige oldings imponerende evne til at udvide sin horisont fra det europæiske til det globale, overhovedet hans evne til at begribe de afgørende træk i en turbulent samtid og tage stilling til dem. Det er min oplevelse, at alene det Brandes skrev om Verdenskrigen og de holdninger, det er båret af, gør ham meget samtidig: årvågenhed, afgrundsdyb skepsis overfor magten i enhver form og overfor magtens sandheder af enhver art, solidaritet med den svage. Det er stadig et godt program.
Jørgen Knudsen
er forfatter og foredragsholder